South East Asia 2006

Vi gjorde det og vi gjorde det med al den noedvendige stil som det kraevede at klatre paa Borneo's hoejste summit Mt. Kinabalu.

Thailand er forlaengst historie og vi har snart vaeret et godt stykke tid i Malaysia og paa Borneo, og indtil videre har det budt paa masser af oplevelser fra storbyer som Singapore og Kuala Lumpur, til smaa forholdsvis oede flaekker som Semporna og Sepilok.

Foer vi rejste fra Kuala Lumpur til Borneo havde Camilla og jeg lagt et stramt program, i tilfaelde af at vi ikke naaede toppen af Mt. Kinabalu i foerste omgang, hvilket var et af mine store hoejdepunkter paa denne tur.

I ojeblikket befinder vi os taet ved den Indonesiske graense i en by der hedder Semporna. Livet er meget anderledes end vi har oplevet andre steder paa vores tur. Kulturen baere stadigvaek meget praeg at vi er i et strengt styret muslimsk land, hvor landet overordnet er styret af den strenge Sharia lovgivning. Det betyder bla at hvis du er foedt muslim, vil du forblive muslim resten af dit liv uanset om du har lyst eller ej!
Alkohol & hor er udelukkende for dem som ikke har betroet sig den islamske verden.
Man kan ikke lyve sig fra at vaere muslim, det staar nemlig i "systemet" og paa dit identitetskort. Sker det at man som muslim forbryder sig mod f.eks. alkohol forbudet koster det 10.000 ringit i boede hvilket svarer til ca. kr. 16.000 kroner, ikke noget den lokale muslim har raad til.

Semporna var udgangspunktet til et af de bedste dykkersites i verden, nemlig Palau Sipadan.
Med masser af skildpadder svoemmende om en og til tider hajer, kan det goere hvilken som helst med interesse for dykning misundelig.
Det er svaert at forklaere oplevelserne som vi haft under vandet, men de to sidste sites paa Phi Phi og her paa Palau Sipadan, har gjort at jeg har faaet endnu mere blod paa tanden naar det kommer til dykning.
Historien forsoegte ellers at skraemme os vaek fra Sipadan. I 2001 ankom en muslimsk terror gruppe til Sipadan og kidnappede 24 lokale og turister og holdte dem fanget i 10 maaneder. Dette har gjort at det ikke er usaedvanligt at se politiet og militaeret gaa rundt i gaderne med skarpladte maskingevaerer. Selv paa de omkringliggende oer er der udstationere militaer for at komme det stigende pirateri til livs.

Dagen igaar startede med noget af et chok. Meget tidligt paa morgenen blev jeg vaekket at en kvinde som skreg meget hoejt, jeg forstillede mig at det var en lokal kvinde som der skete noget med. Jeg faldte ikke i soevn udmiddelbart efter det og plaudselig bankede det paa doeren, jeg gad ikke rigtig aabne, for jeg regnede med at det Kristen & Paul som ville ud og spise morgenmad. Mats aabner i stedet doeren, og udenfor staar Kristen og graeder. Jeg fatter ikke meget af hvad der sker, men overhoerer at Paul er besvimet 3 gange og ligger nu helt blaa om munden inde paa deres vaerelse.
Vi faar selvfoelgelig Paul paa hospitalet, de goer ikke meget andet end at sy hans aabne saar paa hagen og tager lidt blodproever. Paul er paa dette tidspunkt helt klar, men er selvfoelgelig rystet over situationen. Om aftenen kontakter de den engelske laege og hans vurdering lyder paa en kraftig dehydrering efter vores tre dyk samme dag.

MT. Kinabalu var som jeg skrev det store maal med Borneo, og vi klarede det med stil.
Foersten gik med al opakning paa ryggen opad til det sted hvor vi skulle "overnatte" foer vi skulle afsted mod toppen kl. 2:30.
Den strenge foerste dag med meget varme og al oppakningen havde sat sine spor paa min energi, men heldigvis var det sidste stykke uden rygsaekke.
Naar man staar op paa saadan et ukristeligt tidspunkt er der ikke meget energi i kroppen, det er moerkt og smaa koldt og man oensker mere og mere at der kom en helikopter og henter dig for at tage dig til toppen. Det goer der desvaerre ikke. Flere gange paa vej op tager jeg mig selv i at lukke oejnene for bare at faa et oejebliks soevn. Kvalmen og og en japansk skrigeballon driver mig til vanvid, men da uret slog 5:30 staar vi paa toppen med solenopgangen i oest.
Al kvlame, traethed og irritation forsvinder paa et nano sekund, det er helt ubeskriveligt og koldt! Energien koere rundt i kroppen og Camilla og jeg kan ikke faa nok af den fantastiske oplevelse.
Paa vejen ned proever jeg at huske noget al det som vi har se paa vejen op, men jeg er blank, utroligt taenker jeg.

Tilbage i Semporna. Vi sidder nu og venter paa vores bus som skal koerer os tilbage til Kota Kinabalu til et par stille og rolige dage paa stranden, foer turen gaar videre mod Sri Lanka.

Her er lidt billeder af vores sidste dage i Thailand. Der kommer lidt flere historier snareste.

8 dage efter ankomsten til Ko Tao, var det tid til at faa fornyet vores visum. Den nemmeste maade at goere det paa var at tage til Myanmar (Burma).
Med natbaaden fra Ko Tao, sejlede vi tilbage til Chumbon, og som velkomst hilsen valgte vejr guderne at aabne himlen kl. 5;30 om morgenen i naesten 30 minuter, vi har sjaeldent set saa meget regn.
Turen til Burma gik igennem den lille by Ranong hvorfra vi skulle sejle i longboat til Burma.
Til trods for den korte afstand mellem disse to lande, skulle det vise sig at vaere to vidt forskellige lande.
Paa havnen i Burma blev vi overfaldet af saelger som forsoegte at saelge Viagra, cigaretter og sprut. Til forskel fra Thailand var der her ikke kun en person som ville saelge os det samme, men en hel haer som hev os i samme retning som alle andre turister. De var bindegale! Men Camilla fik da koebt en karton cigaretter for det som 1 pakke koster i Danmark, hun fik samtidig af vide de naesten var identiske med Marlboro Light og det selvfoelgelig var et super koeb. Det var det selvfoelgelig ikke!

Som de fleste af jer sikkert ved blev Camilla forelsket i den lille Ko Tao, og alle de fede mennesker vi moedte der, hun valgte derfor til forskel for mig at tage tilbage.

Jeg blev derimod i Ranong i en enkelt nat, og forsoegte ud at finde ud af hvordan de naeste par dage skulle planlaegges.
Til trods for de mange daarlige historier om Ko Samui og de overfyldte strande med selvfede turister valgte jeg alligevel at tage dertil.
Historierne stemte delvist overens. Det var bestemt ikke backpacker heaven, men det var dejligt afslappende og udenfor saesonen, derfor naesten ingen turister.

Paa baaden fra Surat Thani til Ko Samui moeder jeg en fin gut fra Georgetown,Malaysia, som fortaeller mig at han er paa en forlaenget weekend og kender Samui vaeldigt godt.
Malaysia er jo vores naeste destination paa turen saa jeg lytter meget interesseret paa de steder han fortaeller mig om.

Paa Samui vaelger gutten og jeg det samme guesthouse, og har samme mystiske oplevelse om natten da vi gik i seng.
Ca. kl. 4:00 piller det ved min doer, til at starte med tror jeg det er en af de mange kryb som er i dette omraade, men snart fandt jeg ud af at der var nogen som forsoeger at bryde ind i min bungalow. Med lidt for meget panik paa, faar jeg taendt lyset og dem som forsoeger at bryde ind fordufter hurtigt, men desvaerre over paa den anden side til min malaysiske "ven".
Om morgenen faar jeg heldigvis af vide at han ogsaa nemt var sluppet af med vores uindbudte gaester.

2. aften paa Samui, bliver en anelse morsom og speciel.
Min malaysiske ven og jeg tager ud og spiser sammen, og hurtigt starter han et emne omkring hvad han havde foretaget sig aftenen foer.
Efter ankomsten til Samui var han taget til Ladyboys show, og jeg kunne tydeligt se at han havde hygget sig. Jeg fortalte ham min mening om disse shows, men det lod ikke til at braende sig saerligt fast paa hans nethinde, for inden laenge fortalte han igen om showet og om jeg ikke havde lyst itl at tage med til et hertil aften. Jeg takkede paent nej tak, og begyndte at undre mig over hans store interesse for disse shows.
Nogle barer og en del oel senere bliver han mere og mere kaerlig, ikke overfor de ladyboys han har fortalte lystigt om hele aftenen, men overfor mig. Billedet begynder at blive helt for mig, og jeg biver enig med mig selv om at hans og min aften sammen er slut. Jeg bliver bare noedt til at finde paa en ordentlig loegn, eller bedre, skabe en situation hvor han fordufter.
Min plan er at tage ham med rundt paa alle de nasty barer som ligger omkring Reagge Bar lidt uden for byen vi bor i.
I foerste omgang bider han ikke paa. Mens jeg spiller pool og bager gevaldigt paa en af de mange unge thai piger som soeger lykken hos os flotte fyrer fra Vesten, haaber jeg han faar et indtryk af at jeg kun er til piger. Det goer han desvaerre ikke.
Jeg hiver ham derfor med ind til den eneste go go bar der ligger i byen. Her staar ca. 20 piger paa en scene, med hver et nummer paa brystet. Naar de er faerdig med at danse gaar de en runde mellem alle gaesterne og som regel saetter de sig hos dem. Til mit held satte en af pigerne paa mit skoed.
Pigen forsoeger at overtale mig til koebe hende for en nat, vi behoevede ikke at gaa langt baer ovenpaa, men det var ikke mit formaal her. Mit formaal var at slippe af med min fine boesse ven fra Malaysia.
Da jeg havde koebt en drink til toesen og hun begyndte at vise mig mere interesse, klapper min ven mig paa skulderen og peger paa sin mobiltelefon og siger han lige skal ud at ringe. Efter 15 minuter er han ikke kommet igen, saa han har formodentlig, endelig forstaaet min seksuelle holdning. Jeg drikker ud og siger farvel til pige nr. 23.

Efter nogle dage paa Samui moedes Camilla og jeg igen. Camilla har endelig faaet taget afsked med hendes lille oe.
Hun havde mange historier med sig, men dem skal naesten selv have lov til at fortaelle til jer som hun kender, vigtigst af alt er at Ko Tao blev til et godt minde for os begge.

Overskriften skal nok blive beskrevet senere, men foerst om alt det som er sket siden sidst.

14 dage er det helt praecist at vi sidst fik skrevet lidt her paa bloggen, og meget er sket.

Hua Hin var naeste stop paa turen, for nogen ikke den store oplevelser m.m. man er store hoteller, danske og svensker turister. Camilla og jeg havde derimod en plan. Selvfoelgelig inkluderede planen sin tid paa stranden, oel og toemmermaend, men ogsaa en tur til den naerliggende national park.
Vi fik lejet en bil og lokkede to engelske backpacker -som os selv- med paa turen, saa hang vi selv ikke paa hele regningen.
Afsted det gik.... I venstre side af vejen, det skulle jeg som chauffoer lige vaenne mig til. Specielt inde i Hua Hin havde jeg mine problemer, hvor ofte blev dyttet og vinket af folk som mente jeg koerte som en gal.
Et halvt hundrede kilometer senere naaede vi frem til indgangen til national parken, og med det samme vi stoppede var vi omringet af smaa aber som haabede at de kunne faa sig lidt nem foede fra os. Det er ikke meget galt hvis jeg siger der var en 30-40 aber, baade store og smaa!

Senere kom vi til den foerste hule, vi skulle besoege. Med daarligt fodtoej og paa ingen maade forbedret klatrede vi -i flip flops- op til aabningen paa hulen og forsatte ind uden lys, heldigvis fandt vi indenfor en kinesisk gruppe der havde lys.

Naeste hule skulle blive dagens -uden at vi vidste det paa forhaand- hoejdepunkt. Den laa ikke naer saa hoejt som den foerste. Det skulle vise at vi ogsaa skulle bruge lys her, men der var ingen andre turister end os, saa derfor staar der selvfoelgelig en lille thai gut og lejer lygter ud ved indgangen til hulen. 100 baht for 2 lygter.
Med masser af myg svaermene omkring os kom vi ind i hulen, og uden vores lygter var det ovehovedet ikke muligt at komme ind, saa det var vidst meget godt at vores "ven" kunne leje os et par stykker.
Det foerste stykke inde i hulen var nemt at forcere, men senere skulle vi naesten ned paa alle 4, saa det var ikke en hule for klaustrofobiske sjaele.
Camilla er absolut ikke glad for kryb eller hunde, saa der var mange gange hvor jeg blev noedt til at bide mig selv i laeben over smaa kryb der rendte rundt i hulen. Men da vi endelig kunne staa helt op, kigger jeg mig omkring og ser en de saedvanlig smaa baester, og kigger derefter lidt til hoejre og ser -hvad jeg tror- er en skorpion. Ca. 15 cm. stor og sort! Det var sgu lige anelse for meget for mig og jeg sagde til de andre at nu toeffede jeg ud, gad vide hvad der ellers fandtes i de huler hvis saadan et dyr kunne leve der.
Velankommet hjem til Hua Hin spurgte vi en af de lokale hvad det var og han grinede og sagde at de var ufarlige og at de lokale spiste dem som delikatesse, ligesom graeshoppere. Syge stodder;-)

Som tidligere skrevet var planen at Camilla skulle have taget sig et Open Water certifikat, i Hua Hin besluttede vi os at det skulle ske paa Ko Tao.
Forinden der skulle vi foerst til Chumpon med paa 3. klasse! Det var noget af en oplevelse, for der var heller ikke nogle ledig saeder paa denne klasse, saa vi skiftede til at sidde ned paa det ene saede vi kunne finde.
Med doerene aabne og kraniet hele vejen ud, stod de lokale i mellemgangen mellem hvert vognsaet og haabede de kunne se noget i det kulsorte landskab vi koerte igennem.
Over alt paa gulvet laa der kroppe og sov, selv en speciel afdeling hvor kunne munke maatte opholde sig, muslimer med store toerklaeder svoebt om hovedet, lokale thaier men absolut ingen turister paa naer os.

Velankommet til Ko Tao kl. 5:30 om morgenen satte vi kursen Seashell resort vi havde faaet anbefalet i Hua Hin.
Aarsagen til at det netop blev Ko Tao vi tog til, var som jeg tidligere skrev at Camilla gerne ville tage et Open Water Certifikat, og da hun alligevel skulle goere det tog jeg samtidig mit Advance kursus.
Et par dage gik der med laesning, proever og dykning. Specielt dykningen var en stor oplevelse baade for Camilla og jeg.
Camilla har aldrig proevet at traekke vejret under vandet og det kan godt vaere en proevelse for de fleste, men hun klarede det super og fik hurtigt kontrol over det.
Camilla var paa hold med den engelske gut som var med os paa turen til national parken naer Hua Hin. Mit hold bestod udelukkende af franskmaend, selv instruktoeren var fransk.

Med et advance kursus fik jeg mulighed for 5 forskellige slags dyk. Den primaere aarsag for mig var at komme ned paa de gyldne 30 meter, hvilket anbefales til at vaere maksimum dybde for en med min erfaring. De oevrige dyk bestod af nattedykning, multilevel dykning, fish identification, og navigation under vand.
For baade Camilla og jeg var oplevelserne under vandet helt ekstreme, vi set hajer, anemone fisk, baracudaer og paa mit nattedyk fik jeg set en skildpadde. Det er svaert at forklare oplevelserne naar man ikke var der.

[i]forsaettelse foelger

Til trods for at vi ikke havde lyst er Camilla og jeg tilbage i Bangkok, det er desvaerre en noedvendighed at vi tog tilbage da Bangkok er centrum for al trafik i Thailand.
Tilbage er vi ihvertfald, og det bliver helt sikkert et kort ophold.
Opholdet i Pataya var som jeg skrev, en stor sexbule. Vores bekendt Steve noed godt af udvalget af damer, specielt paa "Walking Street", 3 piger paa en dag er sandsynligvis ikke rekord for det omraade men stadig en stor bedrift!

Ko Si Chang var naeste stop paa turen.

Foerstehaandsindtrykket var noget naer perfekt, dejlig lille oe uden nogen turister andet end Camilla og jeg. Vi fik en super bungalow med havudsigt, kredit hos kro mutter, det kunne ikke vaere bedre.
Pludselig opdager Camilla noget sort paa hendes ene fod, det er olie fra et af de mangee skibe som ligger paa den anden side af oen, som fragter gods ind til Bangkok.
Det oedelaegger en del af idyllen som vi lige havde bygget op, og vaelger derfor at korte besoeget af.
Uheldigvis betyder det at vi sidder her i Bangkok igen, ikke af lyst, som jeg skrev, men af noedvendighed.
I Bangkok dukkede et nyt problem op, ikke stort men irriterende. Vi havde ikke lagt maerke til at vores visa kun loeber 30 dage mod normalt 60 eller 90 i andre lande jeg har rejst i. Det betyder selvfoelgelig at det skal forlaenges for vi har jo stadig masser at ting at se her i Thailand.
Planen er - hvis det er muligt - at vi tager ind over graensen til Burma naar vi kommer ned syd mod Phuket, i en by som hedder Ranong. Ikke den nemmeste loesning men den mest bekvemme for os.

Hvis Camilla naar at blive aedru tager vi i morgen afsted til Hua Hin, og forhaabentlig er vejrguderne snart ved at vaere med os det har vaeret noget forfaerdeligt vejr paa det seneste.

Hav det rart.