Borneo & Mt. Kinabalu

Vi gjorde det og vi gjorde det med al den noedvendige stil som det kraevede at klatre paa Borneo's hoejste summit Mt. Kinabalu.

Thailand er forlaengst historie og vi har snart vaeret et godt stykke tid i Malaysia og paa Borneo, og indtil videre har det budt paa masser af oplevelser fra storbyer som Singapore og Kuala Lumpur, til smaa forholdsvis oede flaekker som Semporna og Sepilok.

Foer vi rejste fra Kuala Lumpur til Borneo havde Camilla og jeg lagt et stramt program, i tilfaelde af at vi ikke naaede toppen af Mt. Kinabalu i foerste omgang, hvilket var et af mine store hoejdepunkter paa denne tur.

I ojeblikket befinder vi os taet ved den Indonesiske graense i en by der hedder Semporna. Livet er meget anderledes end vi har oplevet andre steder paa vores tur. Kulturen baere stadigvaek meget praeg at vi er i et strengt styret muslimsk land, hvor landet overordnet er styret af den strenge Sharia lovgivning. Det betyder bla at hvis du er foedt muslim, vil du forblive muslim resten af dit liv uanset om du har lyst eller ej!
Alkohol & hor er udelukkende for dem som ikke har betroet sig den islamske verden.
Man kan ikke lyve sig fra at vaere muslim, det staar nemlig i "systemet" og paa dit identitetskort. Sker det at man som muslim forbryder sig mod f.eks. alkohol forbudet koster det 10.000 ringit i boede hvilket svarer til ca. kr. 16.000 kroner, ikke noget den lokale muslim har raad til.

Semporna var udgangspunktet til et af de bedste dykkersites i verden, nemlig Palau Sipadan.
Med masser af skildpadder svoemmende om en og til tider hajer, kan det goere hvilken som helst med interesse for dykning misundelig.
Det er svaert at forklaere oplevelserne som vi haft under vandet, men de to sidste sites paa Phi Phi og her paa Palau Sipadan, har gjort at jeg har faaet endnu mere blod paa tanden naar det kommer til dykning.
Historien forsoegte ellers at skraemme os vaek fra Sipadan. I 2001 ankom en muslimsk terror gruppe til Sipadan og kidnappede 24 lokale og turister og holdte dem fanget i 10 maaneder. Dette har gjort at det ikke er usaedvanligt at se politiet og militaeret gaa rundt i gaderne med skarpladte maskingevaerer. Selv paa de omkringliggende oer er der udstationere militaer for at komme det stigende pirateri til livs.

Dagen igaar startede med noget af et chok. Meget tidligt paa morgenen blev jeg vaekket at en kvinde som skreg meget hoejt, jeg forstillede mig at det var en lokal kvinde som der skete noget med. Jeg faldte ikke i soevn udmiddelbart efter det og plaudselig bankede det paa doeren, jeg gad ikke rigtig aabne, for jeg regnede med at det Kristen & Paul som ville ud og spise morgenmad. Mats aabner i stedet doeren, og udenfor staar Kristen og graeder. Jeg fatter ikke meget af hvad der sker, men overhoerer at Paul er besvimet 3 gange og ligger nu helt blaa om munden inde paa deres vaerelse.
Vi faar selvfoelgelig Paul paa hospitalet, de goer ikke meget andet end at sy hans aabne saar paa hagen og tager lidt blodproever. Paul er paa dette tidspunkt helt klar, men er selvfoelgelig rystet over situationen. Om aftenen kontakter de den engelske laege og hans vurdering lyder paa en kraftig dehydrering efter vores tre dyk samme dag.

MT. Kinabalu var som jeg skrev det store maal med Borneo, og vi klarede det med stil.
Foersten gik med al opakning paa ryggen opad til det sted hvor vi skulle "overnatte" foer vi skulle afsted mod toppen kl. 2:30.
Den strenge foerste dag med meget varme og al oppakningen havde sat sine spor paa min energi, men heldigvis var det sidste stykke uden rygsaekke.
Naar man staar op paa saadan et ukristeligt tidspunkt er der ikke meget energi i kroppen, det er moerkt og smaa koldt og man oensker mere og mere at der kom en helikopter og henter dig for at tage dig til toppen. Det goer der desvaerre ikke. Flere gange paa vej op tager jeg mig selv i at lukke oejnene for bare at faa et oejebliks soevn. Kvalmen og og en japansk skrigeballon driver mig til vanvid, men da uret slog 5:30 staar vi paa toppen med solenopgangen i oest.
Al kvlame, traethed og irritation forsvinder paa et nano sekund, det er helt ubeskriveligt og koldt! Energien koere rundt i kroppen og Camilla og jeg kan ikke faa nok af den fantastiske oplevelse.
Paa vejen ned proever jeg at huske noget al det som vi har se paa vejen op, men jeg er blank, utroligt taenker jeg.

Tilbage i Semporna. Vi sidder nu og venter paa vores bus som skal koerer os tilbage til Kota Kinabalu til et par stille og rolige dage paa stranden, foer turen gaar videre mod Sri Lanka.